Børge Frederichsen og Ole Mønsted Pedersen.

Skrevet af: Ole Mønsted Pedersen

Da jeg havde hørt mange spændende beretninger om Børges mange cykel oplevelser og udfordringer med bjerg kørsel i udlandet, snakkede vi sidste år om, at det kunne være spændende og sjovt om vi kunne komme på en cykel ferie sammen, og dermed få nogle dejlige, spændende og udfordrende cykeloplevelser sammen, da jeg ikke tidligere har prøvet udfordringer med gode bjerge og lange op- og nedkørsler, bortset fra en lille tur til Harzen i maj 2010.
Vibeke var så fantastisk sød og rar, da hun gav Børge lov og frihed til en rejse sammen med mig i marts 2011, så først i december fik vi bestilt vores cykel ferie rejse til Tenerife som skulle finde sted uge 12/2011, hvor vi rigtig skulle cykle og opleve øen med bl.a. dens 3.718 mtr. høje Vulkan Teide, som er Spaniens højeste punkt. Der skulle være mange gode muligheder på Tenerife for gode cykel oplevelser og god træning frem mod sæson starten i cykel klubben.

Vi havde lejet Ridley carbon cykler over internettet hos Harry som har Bike Point i El Médano. Vi havde pr. mail aftalt, at vi blot skulle ringe ved ankomst til hotellet, så ville de komme med cyklerne til hotellet, så det var en fin og nem aftale. Rigtig god service hos Bike Point, og efter vores oplevelser med Bike Point, er vi begge helt enige om, at de bestemt kan anbefales, hvis man kommer til Tenerife, og får brug for at leje cykel. Deres hjemmeside:   http://www.medanobike.com/en/rental.html

Hjemmefra havde vi over nettet fundet flere forskellige ruter til vor cykel computer, samt printet ruterne ud. Vi havde ligeledes fået et kort over Tenerife fra Bike Point, som vi også kunne bruge, og som også flittigt blev brugt.

Dag 1:  Lørdag 19. marts: Afrejse dag + Escalona tur – 36,56 km og 1010 højdemeter.

Dagen startede meget tidlig, da vi skulle flyve kl. 07.00. Uret ringede kl. 03.00 så der lige var tid til et bad, noget morgenmad, og efter at have pakket helt færdig trillede ”det lille røde lyn” ud efter Børge kl. 04.00 da vi skulle være i Billund senest 1 ½ time før afgang. Humøret var højt og vi glædede os virkelig til vores cykel ferie, og så frem til at få de ca. 5 timers flyve tid overstået, så vi kunne komme ud på en lille tur allerede samme eftermiddag. Velankommet til Billund, stillede vi os i køen til check in. Vi opdagede dog hurtig, at der var selvbetjening, så jeg smuttede hen til en automat og med vejledning fra lufthavnsmedarbejder fik jeg udskrevet vore boarding billetter og bagage sedler. Efter check in og gennem kontrollen fandt vi et sted hvor vi kunne sidde og vente. Vi havde ikke ventet længe for der lød et kæmpe ”brag” i afgangshallen så ruderne dirrede. Det var blot Børge som lige lettede den ene balle og fyrede en ordentlig skid af, så den rungede ned i træsædet og derefter ud i afgangshallen med et kæmpe ”brag”.  Så var turen lige som skudt i gang, og vi kom godt nok til at grine noget, da en familie som sad lige ved siden af, efterfølgende hurtigt forsvandt. Om det var på grund af Børge de forsvandt, eller pga. boarding til deres fly vides ikke med sikkerhed, men jeg har min anelse…

Flyet lettede til tiden og ca. 5 timers fly rejse ventede forude. Vi havde lidt medvind, så vi landede ca. 20 minutter før planlagt tid. Vi var meget hurtige ude af flyet, og samtidig så heldige at vore kufferter dukkede frem som nogen af de første kufferter, så der gik ikke lang tid, før vi var ude af lufthavnen og fandt bussen som skulle køre os til vort hotel.

Velankommet til hotellet ringede vi til Bike Point for at melde vor ankomst til Tenerife. Medarbejderen som kørte cykler ud var lige ud på tur, så han ville ringe tilbage. Efter ca. 30 min. ringede de og vi fik aftalt tidspunkt hvor de ville komme med cyklerne til vort hotel. Det hele flaskede sig og inden længe fik vi udleveret 2 Ridley carbon cykler. Vi fik aftalt, at vi blot skulle ringe den sidste dag og aftale tidspunkt, hvor de ville afhente cyklerne igen.

Så var det ellers op på vores værelse på 12. etage så vi kunne få klædt om og gjort os klar, så vi allerede kunne komme ud på den første lille tur samme dag, så vi kunne få strakt benene og få flyrejsen ud af kroppen. Vi besluttes os hurtig for en lille rundtur fra vor hotel i Los Cristianos og op omkring San Miguel, Escalona og retur igen over Arona.

Vi var godt ivrige på at komme ud på første tur i det flotte og gode vejr, så det tog ikke mange minutter for os at få klædt om og gjort os klar til turen og inden længe stod vi nede foran hotellet og var godt ivrige for at begive os ud på den første flotte og dejlige tur. Vi cyklede af sted og der var ingen kære mor, da det var lige på og hårdt fra første sekund, da vor hotel ligger i nærheden af stranden, og dermed ikke mange meter over havets overflade. Det betyder der ikke er megen mulighed for blød opvarmning, for uanset hvilken tur vi vælger, så starter turen altid med minimum ca. 6-12 % stigninger alt efter hvilke retninger vi vælger at køre ud af byen. Feriens først tur startede med godt 6 % stigning ud af byen og det blev til ca. 20 km opkørsel til Escalona med en enkelt pause inden vi nåede Escalona, hvor resten af turen hjem mod hotellet bød på nedkørsel. Vi fik gjort holdt med lille pause et sted hvor der var dejlig udsigt, og hvor Børge lige fik skiftet cyklen ud med en flot rød Ducati, så ikke sært han kom op til Escalona få sekunder før mig. J

Dejligt at det går opad på turene ud, så man ved at hjemturene altid går ned af.

Børges ”racer” Ducati.

Feriens første tur blev på ca. 2 ½ time inden vi igen nåede tilbage til hotellet efter en rigtig dejlig og flot tur og det var skønt at få rørt benene efter dagens flyrejse.
Da vi nåede tilbage til hotellet gik vi direkte ud til poolen, hvor vi fik os en velfortjent cola fra all inclusive pool snack baren inden vi fandt tilbage til værelset til et dejligt brusebad.
Resten af dagen gik med indtagelse af aftensmad, en del øl, underholdning på hotellet, hygge og social samvær så det blev virkelig en lang 1. dag, da vi først fandt tilbage til hotelværelset kl. ca. 02.00 til velfortjent nattesøvn.

Link til dagens tur: http://connect.garmin.com/activity/75284951

Dag 2:  Søndag 20. marts: El Medano tur -  65,59 km og 1122 højdemeter.

Det blev ikke til megen søvn, da vække uret i form af Børges mobil ringede kl. 07.15. Når man godt kan lide at stå tidlig op, er det jo bare perfekt at være på ferie sammen med en, som også er morgen menneske. Det var bare med at komme op, da nye, dejlige, flotte og spændende ture og udfordringer stod for døren og ventede på os i det fantastiske cykel vejr.
Rute chefen Børge havde studeret vor kort over Tenerife, og Børge havde bare styr på det, og var perfekt til at finde idéer og forslag til vore daglige ture enten ved at studere kortet eller ud fra de ture vi havde fundet hjemmefra via nettet og som vi havde lagt ind i vor cykel computer.
Vi besluttede at dagens tur skulle gå ned forbi lufthavnen og videre mod El Medano. Klokken godt 08:45 cyklede vi fra hotellet mod El Medano, og ruten vi cyklede til El Medano var lidt afvekslende med lidt stigninger og lidt nedkørsler, så det var en fin afveksling af de ca. 34 km til El Medano. I El Medano fandt vi en lille kiosk hvor der blev købt vand til drikke dunkene, og ved siden af var der en lille fortovs café helt nede ved stranden, så der gjorde vi lige holdt til en dejlig forfriskende cola.

Fortovscafè El Medano

Børges gear støjede en del, så når vi nu var i byen hvor vor cykel udlejer holdt til, besluttede vi os for lige at cykle forbi for at se butikken. Vi spurgte vej i caféen og det var så heldig at butikken ikke lå mange hundrede meter oppe at gaden. Vi var godt klar over at der normalt var lukket søndag, men vi var heldige for Harry fra Bike Point stod netop i butikken da han skulle udlevere cykler til et par kunder. Børge fik forklaret situationen med gear støjen, og Harry ville gerne lige kigge på det, hvis vi lige havde tid til at vente lidt. Det blev fixet ved at Børge fik ombyttet baghjulet og herefter kunne vi fortsætte turen nordpå med ca. 10 km og ca. 6 % stignings gennemsnit mod Granadilla de Abona . Efter ca. 6 km opkørsel punkterede jeg på baghjulet, og det var tid til slange skift og nogen besvær med cykelpumpen, men efter et stykke tid var der endelig igen luft i baghjulet og vi kunne fortsætte (tak Børge) mod Granadilla og videre mod San Miguel inden de resterende ca. 12 km nedkørsel tilbage til hotellet.

Slangeskift under skyggende træ.

En skøn tur som igen blev afsluttet ved poolen med cola fra snackbaren inden velfortjent bad og efterfølgende øl og afslapning ved poolen i det skønne vejr. Resten af dagen gik igen som den første dag, hvor vi fik aftens mad, og efterfølgende om aftenen gled der en del øl indenbords til aftenens sociale samvær og underholdning på hotellet. Igen blev klokken næsten 02.00 inden vi fandt tilbage til værelset.

Link til dagens tur: http://connect.garmin.com/activity/75284944

Dag 3:  Mandag 21. marts: Teide tur -  91.30 km og 2480 højdemeter.

Mobilen var stillet til klokken 07.15 og så var det bare med at komme op efter ca. 5 timers søvn. Vi havde nemlig besluttet at det skulle være dagen for (kongeetapen) den lange tur op omkring vulkanen Teide hvilket ville betyde en strækning fra hotellet og til toppen på 35 km uafbrudt stigning med ca. 6,3 % i snit.
Efter morgenmaden fik vi klædt om til cykeltøj og gjort klar til turen og ca. kl. 9 drog vi rolig fra hotellet. Lidt spændt på hvordan benene og kroppen havde det efter måske lidt for mange øl om aftenen samt ikke al for meget søvn var det bare med at komme i gang, så man ikke fik ondt af sig selv med tanken om at skulle starte ud med 35 km stigning. Vi cyklede derud af gennem bl.a. Arona og Escalona og med enkelte små pauser undervejs, og med udsigten til at nå byen Vilaflor efter ca. 22 km kørsel og som ligger i ca. 1350 meters højde, hvor vi havde bestemt at vi ville holde cola pause. Det var bestemt en skøn og dejlig opkørsel til Vilaflor og det var tiltrængt med en cola pause da vi fandt en fortovs café i Vilaflor, hvor vi gjorde holdt blandt andre cykel motionister som havde fundet samme fortovs café. Efter ca. 15 minutters cola pause i Vilaflor var det tid at komme på cyklen igen for de sidste ca. 13 km stigning mod højeste punkt (2216 m.o.h) på dagens rute mod Teide. Det var så også samtidig den hårdeste strækning og med en ganske flot natur. Denne strækning krævede lige et par korte pauser da benene var lidt møre. Men det gik stille og rolig opad i den afvekslende natur hvor der blev spejdet efter synet af sneklædte Teide. Det var dejligt og flot syn da højeste punkt på turen endelig blev indtaget.

Højeste punkt, Teide i baggrund

Efter at have nået højest punkt kunne der ses frem til ca. 55 km nedkørsel og det var i form af meget forskellig artet vej kvalitet. Der gik ikke lang tid før vi mødte vejbane som nærmest virkede til at være lavet af lava. Det var noget man troede var løgn og bestemt ikke egnet til at cykle ret hurtig på, så det var lidt spændende og lidt hårdt. Det var ikke lige min kop the, så Børge tog god afstand på denne nedkørsel hvor han så ventede af og til, da det var hårdt for arme og nakke med sådan en nedkørsel.

Efter ca. 25 km mere eller mindre spændende nedkørsel og nede i ca. 1100 mtr. højde kom vi forbi en restaurant hvor vi kunne side ude i solen og nyde en velfortjent cola. Efter en dejlig cola pause kunne vi fortsætte de ca. 30 km hjemad, hvor vejforholdene nu endelig var blevet meget forbedret og fine. Resten af turen hjem gik rigtig godt, hvor vi bl.a. grundet noget vejarbejde og vej deling forvildede os ud på motorvej, men da det gik lidt nedad var tempoet fint, og til stor undren var der ikke en eneste bil som dyttede af os da vi cyklede på motorvejen. Ved første mulighed var det bare med at komme fra motorvejen, hvilket gav os lidt problemer med at finde tilbage til Los Cristianos da det var lidt indviklede veje langs motorvejen. Men tilbage nåede vi, og det blev en fantastik tur hvor vi var hjemmefra i godt 7 timer og 45 minutter.

Nu var vi ved at være noget mere brugte, og vi var herefter også for trætte til at fortsætte med at være oppe til klokken 2 om natten, så efterfølgende gik vi til ro omkring midnat, efter at have indtaget vore rationer af øl samt øl blandet med sprite under aftenens sociale hygge med nogle Irske og svenske gæster på hotellet.

Nedkørsel dårlig vej, lava i vejkant.

Link til dagens tur: http://connect.garmin.com/activity/75284909

Dag 4:  Tirsdag 22. marts: El Medano tur -  56.10 km og 1141 højdemeter.

Dagen efter ”kongeetapen” havde vi snakket om vi måske skulle tage dagen som en rigtig ferie dag ved poolen og bare slappe af og dase, men vi blev enige om, at det nok ikke var en god idé, da det nok var bedre at få lidt gang i benene igen og så hellere tage en kort og rolig tur.  Vi besluttede derfor at vi igen ville cykle til El Medano hvor vi havde været om søndagen. Vi kunne så cykle ned og gøre holdt ved stranden i byen og nyde en cola. Vi ville samtidig køre af lidt anden rute, så det dermed blev noget nyt og afvekslende i forhold til søndagens tur.

Vi cyklede af sted i rolig tempo for at få gang i benene og dagens tur var planlagt efter vejkort. Vi havde lidt svær ved at finde rigtig vej til at krydse den store hovedvej og efter ca. 8 km kom vi ind på en lille blind vej og måtte vende om, da vi åbenbart havde krydset hovedvejen forkert sted. Vi fandt hurtig tilbage på sporet igen og efter ca. 15 km kørsel fandt vi ind på sporet og kunne begynde på ca. 8 km opkørsel med ca. 5 % gennemsnits stigning til El Cerado. Herefter styrede vi direkte mod El Medano med 9 km nedkørsel til stranden og caféen inde i byen, hvor vi havde besluttet vi ville holde drikke pause og nyde det dejlige vejr inden videre tur tilbage mod hotellet.

Efter at have nydt en cola og dejlig udsyn over stranden med lokale strand sild var det igen tid til at komme i sadlen til de ca. 23 km kørsel tilbage til vort hotel. På hjemturen fik vi kort varigt drejet af forkert sted og kom ned af en lille sjov og flot nedkørsel, hvor vi mødte en fed Mercedes SLK som lå og kørte frem og tilbage dette sted, mens de tog billeder.  Det skulle så vise sig vi senere ville møde endnu flere af disse lækre biler på vor torsdags tur, og sjovt nok fandt Børge senere efter vi var kommet hjem et foto i hans bil blad af netop denne røde Mercedes SLK med samme nummerplade SL K 7033 i en artikel som beskrev deres bil tur til Tenerife.

Fed Mercedes SLK i skøn natur

Efter at have kørt et par gange op af denne lille vej i natur skøn område med lækker Mercedes SLK kørende omkring os, fandt vi tilbage på sporet, og fortsatte turen tilbage til hotellet hvor vores daglige hjemkomst øl ventede på os ved poolen. Det blev således til en skøn, hyggelig og nogenlunde rolig tur.

Link til dagens tur: http://connect.garmin.com/activity/75284900

Dag 5:  Onsdag 23. marts: Vilaflor tur/retur -  49.91 km og 1432 højdemeter.

Onsdagens tur valgte vi skulle gå op til byen Vilaflor da det er en rigtig god og dejlig opkørsel som kan tages af flere muligheder. Vilaflor ligger i ca. 1400 meters højde så det var lige på og hårdt fra starten af turen med ca. 27 km opkørsel fra hotellet og til Vilaflor. Vi kørte mod Valle San Lorenzo og til San Miguel og på et tidspunkt så vi skilt som sagde Vilaflor 10km tror jeg det var. Vi diskuterede lige lidt om vi skulle tage denne ”genvej” da vi sådan ca. kunne regne ud hvad gennemsnit stigningen ville være på disse 10 km, da vi jo vidste hvilken højde Vilaflor var i. Det skulle så vise sig, at det var en beslutning som bare trak tænder ud, for stigningen var stille og rolig til at begynde med, og vi kunne godt regne ud, at hvis ikke der snart ville komme lidt mere stigning, så ville de sidste 3-4 km ikke være sjove. Og det blev de bestemt heller ikke. Børge kørte forrest i hans tempo, og jeg fulgte rolig efter i mit tempo, hvor der kom flere kriser da jeg efterhånden var rigtig godt brugt. De sidste par km var bestemt ikke sjove og det krævede lige 2 små pauser for at få pusten, og som eneste sted på ferieturen måtte jeg stå af cyklen og trække op de sidste par 100 mtr. til Vilaflor da jeg var helt færdig. Børge var kommet op uden pause og sad pænt og smilende i vejgrøften og hyggede sig med hans fotoapparat. Det kunne jeg aldrig ha fundet på, hvis det havde været mig som sad der. :-)

Sidste forhindring inden Vilaflor, som nok var en af de største kriser for mig på turen. Der måtte trækkes lidt.

Endelig oppe i Vilaflor cyklede vi ind for at finde fortovs caféen vi havde besøgt tidligere. Ved siden af var der lille købmand, og vi valgte i stedet at gøre holdt der for lige at få en cola og en lille pause på bænken.

Efter en tiltrængt cola pause i sommer solen var det videre med ca. 22 km nedkørsel gennem Escalona, Arona og derefter hjem til hotellet i Los Cristianos.

En god med hård tur som trak tænder ud.

Da vi kom tilbage fik vi vores sædvanlige øl ved poolen inden vi smuttede op under bruseren. Ved poolen besluttede vi samtidig, at vi ville prøve om vi kunne finde bil udlejningsfirma, da vi meget gerne ville op nord på for at cykle i området ved Masca ”den glemte by”, da vi hjemmefra havde læst om dette fantastiske område. Det var dog for langt at cykle frem og tilbage, så derfor var bil nødvenlig. På aftenens gåtur ned i byen fandt vi bil udlejningsfirma og fik forhandlet frem til leje af Citroen Picasso de følgende 2 dage.

Børge på bænken i Vilaflor.

Link til dagens tur: http://connect.garmin.com/activity/75284897

Dag 6:  Torsdag 24. marts: Santiago del Teide, Masca rundtur -  52.69 km og 1588 højdemeter.

Bilen vi havde lejet blev leveret som aftalt ved hotellet tidlig morgen, så vi gjorde os klar og pakkede vore ting, så vi kunne få cyklerne lagt ind i bilen så vi kunne begive os mod Santiago del Teide, som turchef Børge havde udset som udgangs punkt for vores Masca rundtur.

Grundet gårsdagens personlige krise, havde jeg lidt bange anelser liggende i baghovedet, da vi hjemmefra på nettet havde fundet information og billeder fra området. Men heldigvis til stor overraskelse skulle det vise sig, at benene efter omstændighederne var nogenlunde gode, og der kom ingen kriser på denne tur.

Velankommet til Santiago del Teide fik vi fundet sted at parkere bilen og vi fik hurtig hevet cyklerne ud og gjort klar til dagens tur mod Masca. Vi startede ud med ca. 2 km god opkørsel hvor vi blev mødt at nogle folk som dirigerede trafikken. På toppen ventede der sig et fantastisk udsyn over området ned mod Masca, og vi blev samtidig mødt af den ene Mercedes SLK efter den anden i forskellige farver. Alle havde de fortløbende numre på deres nummer plader. Vi blev enige om at folkene som dirigerede, måtte være til stede på grund af alle de Mercedes ‘er og at det måtte være en eller anden begivenhed som fandt sted i dette fantastiske og smukke område netop denne dag. Selvfølgelig også perfekt sted at kører op og ned i sådan en lækker Mercedes.

Nå efter vi havde savlet lidt over alle de biler, var det ellers med at begive sig ud på nedkørsel som snoede sig i det flotte landskab. Efter meget kort kørsel gjorde Børge holdt, og sagde blot jeg skulle fortsætte, og at han hurtig ville indhente mig. Jeg fortsatte min nedkørsel ca. 3km og gjorde så holdt da jeg ikke helt kunne forstå Børge ikke var kommet. Jeg anede ikke hvorfor han gjorde holdt i starten, og 6-8 minutters ventetid virker jo som en evighed, så jeg blev lidt urolig for hvor han blev af, og kunne ikke lige gennemskue hvis jeg skulle til at vende om og forcere den stejle snoede vej jeg lige var kørt ned af. Jeg fandt mobiltelefonen frem og forsøgte at ringe til Børge, men den var total død, da der ingen dækning var imellem disse bjerge. Nå så var det eller bare at vende om og cykle mod toppen igen. Heldig vis efter kort tids opkørsel kom Børge susende. Han ville blot lige gøre holdt for at tage nogle billeder af det flotte udsyn, og da han skulle sætte i gang efter fotograferingen var han punkteret, så derfor han blev forsinket.

Flot natur og dejlig nedkørsel mod Masca ”den forsvundne by”.

Nå efter vi igen var samlet og efter lidt snak og lidt studering af landkort, fortsatte vi med nedkørslen til Masca, hvor vi gjorde holdt så vi kunne indtage lidt banan inden der kom noget afvekslende op- og nedkørsel.

Udsyn til Masca.

Efter kort ophold i Masca var det på cyklen igen hvor en god lille sej stigning på godt 2 km ventede og herefter endnu et par korte op- og nedkørsler inden vi kom på en ca. 19 km lang nedkørsel ud mod kysten hvor vi tog retning mod Las Cruses og med nye 19 km opstigning fra kysten og op i 1100 mtr. højde. Vejen mod Las Cruses startede med kort modbydelig stigning noget i retning af Kiddesvej hvorefter det gik over i nogle hårnåle sving. En rigtig dejlig start og skøn måde på denne opkørsel og rute tilbage mod Santiago del Teide.

På et tidspunkt mod Las Cruses kom vi til at kigge på Børges arme som pludselig så noget mærkelig ud, da de overalt var fyldt af store og små væskefyldte plamager. Det så meget underlig ud, men vi blev enige om, at det måtte være sved fra armene som ikke kunne komme ud gennem huden, måske som følge af at solen gennem de sidste dage havde brændt huden, så han dermed ikke kunne komme af med sveden.

Efterhånden var vi også ved at være godt brugte og sultne, så vi så frem til at nå tilbage til startstedet i Santiago del Teide, da vi havde bestemt vi ville finde et spise sted, så vi kunne få os en gang velfortjent pasta med kødsauce inden vi tog bilen hjem til hotellet.

Fra 19 km opkørsel mod Santiago del Teide.  Teide ses i baggrunden med sne.

Endelig efter 19 km opkørsel ventede lige 3 km nedkørsel til udgangspunktet, hvor vi fandt tilbage til vor bil. Der var hurtig omklædning i det fri, og så var det bare med at finde en lokal spise sted. Det fandt vi hurtig og her blev serveret den dejligste portion pasta og kødsauce som bare smagte fortrinligt efter sådan en skøn og til tider også lidt hård tur.

Efter at have indtaget den tiltrængte pasta fik vi pakket cyklerne ind i Picasso`en hvorefter vi kørte tilbage til hotellet hvor vore øl selvfølgelig ventede på os ved poolen efter en perfekt cykeloplevelse.  :-)

Børges arm med blærer fyldt med væske/sved.

Link til dagens tur: http://connect.garmin.com/activity/75284893

Dag 7:  Fredag 25. marts: Vilaflor – Teide- Vilaflor  -  53,47 km og 1395 højdemeter.

Fredag som er cykelferiens sidste hele dag og 7. cykeldag, besluttede vi at vi ville tage bilen og køre til Vilaflor som ligger i ca. 1400 meters højde, og derfra tage racerne og cykle helt op til vulkanen Teide, så langt det nu var muligt nemlig i ca. 2368 meters højde. Resten af turen mod Teides top skal nemlig tages med svævebane. Et virkelig skønt, anderledes og spændende naturområde, og bestemt også med opkørsel som kan trække tænder ud især på 7. dagen.  J

Som alle de andre dage var det op klokken 07.15, under bruseren og derefter ned til morgen bordet. Efter at have indtaget noget morgenmad var det tilbage til værelset for at få klædt om til cykeltøj og gjort klar, så vi kunne få cyklerne smidt i bilen for derefter at køre til Vilaflor.

Da vi kom til Vilaflor fandt vi hurtig et sted hvor vi kunne parkere bilen og hurtigt fik vi cyklerne gjort klar, så vi kunne drage ud på de første godt 12 km opstigning på lidt over 800 højdemeter, som vi vidste, ville være dagens hårdeste.

Det var med at finde ind i eget tempo og tråd, og Børge var vist nogenlunde frisk, for han kom hurtig 3-400 meter foran mig. Gårsdagens tur sad nok rimelig meget i mine ben, for jeg kunne meget hurtig mærke at der absolut intet var i benene, og hver en højdemeter var lidt af en kamp og en prøvelse, og allerede efter kun ca. 6 km strejfede tankerne mig, om jeg overhovedet ville nå helt op til Teide da benene var som smør, og det var en tur på ca. 27 km fra Vilaflor til vi ville nå helt op til Teides svævebane.
Det var med at få vendt de lidt negative tanker, så de 12 km opstigning, blev tankemæssig delt op i små bidder, hvor der blev lavet små mål, som at der bare lige skulle forceres 100 højdemeter, og når det var nået, så kunne man da igen lige tage 100 højdemeter mere osv. Det blev så også til 2 små pauser inden de 12 km endelig var forceret, og herefter fulgte ca. 15 km kørsel med meget afvekslende kørsel og natur mod vulkanen Teide og dens svævebane.

Børge ved ”Base del Teide” skiltet omgivet af lava.

Efter yderligere godt 45 minutters kørsel nåede vi frem til ”Base del Teide” og vi skulle selvfølgelig lige have et par billeder, så der var lidt dokumentation for, at vi havde været helt oppe ved selve vulkanen Teide og dets svævebane. Vi havde læst og hørt at det meget ofte var diset og ikke særlig godt vejr ved Teide, men vi har åbenbart været heldige, for i vor ferieuge var det simpelthen klart og fantastisk vejr alle dage, og der var klar udsyn til Teide hver eneste dag, og begge gange vi var oppe omkring og ved Teide, var det klart og solrigt vejr.

Efter at have taget vore billeder ved Teide skiltet, var det lige at forcere sidste km og sidste opstigning til svævebanen, hvor vi gjorde holdt til en lille pause og en stor cola, som vist ikke var særlig billig.

Ole ved ”Base del Teide” skiltet.

Efter at have holdt pause og indtaget dyrt købt cola ved Teides svævebane, var det på cyklen igen og så afsted på de ca. 27 km mod Vilaflor som i langt det meste af tiden ville være med mere eller mindre nedkørsel, og især de sidste 12 km var med god og hurtig nedkørsel til Vilaflor.

De sidste 12 km nedkørsel til Vilaflor var med perfekt vej og asfalt, så det var bare med at holde tungen lige i munden og så fuld fart på. En disciplin Børge holder af, for han var hurtig væk, da han ikke bremser nær så meget som jeg gør. 18 minutter og de 12 km var overstået og jeg var tilbage ved bilen, hvor Børge allerede var i gang med at putte cyklen i bilen så vi kunne komme tilbage til hotellet.

Det var virkelig en god og anderledes tur vi fik på cykelferiens sidste dag til Teides svævebane, og interessant at se det afvekslende og til tider lidt underlige natur i vulkan området.

Link til dagens tur: http://connect.garmin.com/activity/75284872

Foto af toppen af vulkanen Teide.

Opsummering og afslutning:

Vi fik cyklet hver eneste dag på Tenerife, dog ikke på afrejsedagen, da vi skulle forlade hotellet om formiddagen. Vejret var virkelig skønt med masser af sol og god varme ca. 24-26 grader gennem hele ugen.

Samlet antal km:  405.62
Samlet antal højdemeter:  10.168

Samlet ltr. øl:  I stride strømme  J

Afrejse fra hotel og lufthavn gik bare perfekt, uden problemer og forsinkelser, og flyveturen gik også godt. Efter hjemkomst til Billund, var vi så heldige at være nogen af de første som fik baggagen og kunne forlade lufthavnen som de første, da dem lige før os blev kontrolleret.

Det har simpelthen været en fantastisk tur, det har været en sjov tur, det har været en lærerig tur, hvor det både er blevet til masser af god motion, ferie afslapning og noget rigtig godt social samvær.  Det har været rigtig dejlig område at cykle i, hvor der samtidig har været noget flot, spændende og anderledes natur. Det har været en rigtig god hotel vi har boet på. Perfekt årstid til sådan en cykelferie.

Børge tusind tak for en uforglemmelig og sjov cykel ferie uge vi har haft sammen på Tenerife. Det har til nu været mine bedste cykeloplevelser jeg har haft. Det er skønt at du virkelig har styr på at finde på ruter, læse kort og finde rundt.

Selvfølgelig også en kæmpe tak til Vibeke for at denne ferietur kunne finde sted.

Jeg håber, vi igen får mulighed for en cykel ferie på et tidspunkt.  Jeg er helt sikkert igen klar på nye, spændende og sjove cykel ferie oplevelser.

Cykel ferie hilsen

Ole Mønsted Pedersen
”Pippi fra Lønneberg´s” opfinder.

Hvor var det lige du stak dig :-)

   Første gang jeg deltog i en konkurrence på MTB. Mit mål for konkurrencen var at gennemføre og ikke at blive sidst. Jeg deltog i motionsklassen, som skulle køre 2 omgange, sportsklassen skulle køre 3 omgange.Starten foregik samlet med ti m. mellem sport og motionsklassen og var på bred vej de første 300 m. hvorefter det gik over i et singletrack. Jeg var godt fremme med det samme og fik endda hentet nogle af deltagerne i sportsklassen. Pulsen var endda kun på 70% af max.. Det var en god indgang på sporet, jeg ville bare være med fremme på første del af ruten, da jeg var klar over, at min form ikke var god og jeg ville være for tung på de længere opkørsler.

                  Ved start, læg mærke til det gule nummer bag mig, som viser at rytteren tilhører sportsgruppen.

På den første tekniske del af ruten lukkede jeg fint op til de forankørende, jeg var endda i stand til at lave enkelte overhalinger. Ruten gik nu over på en længere tung opkørsel, den var ikke stejl, men jeg syrede til og blev overhalet af adskillige, også Kurt og Heine her fra Skjern. Endelig var opkørslen færdig og der blev drejet ind på en svag faldende nedkørsel på grusvej, herligt. Men herligheden varede kort, hurtigt ind i skoven på en opkørsel, hvor den lille klinge skulle i brug og piskeriset svinges, det lykkedes at komme op uden at gå i stå, efter dette en længere opkørsel (suk). Jeg kom nu om til en stejl frygtindgydende nedkørsel. Jeg valgte at trække ned og der var mange der overhalede mig. Der var nu ved at være tyndt besat af ryttere, men der var da nogle, der var bag mig. Ruten gik nu over i en længere grusvej og jeg kunne få pulsen til at arbejde stabilt. Jeg fik det bedre og bedre og kunne begynde at trække ind på nogle forankørende.På den sidste tredjedel af ruten er den ikke så teknisk krævende, hvilket bekom mig godt og jeg kunne holde farten til slutningen af 1. omgang. Jeg gik ud på sidste omgang og der var nu større afstand mellem rytterne. Jeg bliver normalt bedre efterhånden som de gamle ben bliver varmet igennem og jeg kunne nu øge farten. Stadig var opkørslerne seje, men jeg følte det gik bedre. Jeg fik hentet et par ryttere, men der var også en bag mig. Op af en vanskelig opkørsel overhalede han mig, jeg lagde mig i hans hjul. Han lavede en teknisk fejl og måtte ligge sig på siden i noget blødt sand. Jeg kørte forbi og tænkte, nu rykker jeg, heldigvis reagerede benene på min tanke og jeg øgede tempoet.Jeg fik nu så meget gang i cyklen, at jeg hentede et par ryttere længere fremme. Jeg lå bagved dem og ventede på en mulighed for at gå forbi. Lige før vi kørte ud på det sidste grusvej lavede den ene en kørefejl og de gik begge i stå, jeg angreb og kom forbi. De jagtede mig nu. På grusvejen holdt jeg tempo og hentede en rytter mere, men de to andre bagved hang på. Jeg svingede ind på en skovvej og øgede tempoet endnu mere. Vi kom til et stykke med stejl opkørsel, hvor den lille klinge skulle i brug. Der var nu kun en bagved der hang på, jeg kunne høre hans åndedræt, men to m. på det sidste stejle stykke er langt og straks jeg var oppe, satte jeg fart på og fik hurtigt øget afstanden igen. Pulsen var nu i det røde felt og jeg lavede en fejl, hvor jeg var nødt til at klikke ud af pedalerne og løbe opad, før jeg kunne komme på cyklen igen. Rytteren bagfra nærmede sig og jeg rykkede endnu engang, hvilket lavede større afstand. Jeg nærmede mig nu mål, men der kom en bagfra på fuld hammer, det var den hurtigste fra sportsklassen, der havde hentet mig med en omgang.

Jeg kunne nu trille ind over målstregen, rytteren jeg havde kæmpet med på sidste omgang, kom i mål ½ minut senere.

         Ruten lige inden mål. 

Jeg nåede mine mål og havde en god dag. Efter løbet var der lodtrækning om fine gavepræmier. Jeg vandt ikke noget, men Claus, der også deltog i løbet vandt en rygsæk.

Et rigtigt godt og spændende løb, med et setup, der fungerer rigtigt godt.

3½ døgn vest for Paris.  

I 2002 besluttede jeg, at i 2003 ville jeg prøve kræfter med verdens hårdeste motionscykelløb, Paris – Brest – Paris (PBP), der køres hvert 4. år. For at få lov til at deltage skal der i løbet af nogle måneder i foråret gennemføres kvalifikationsløb,  på henholdsvis 200, 300, 400 og 600 km..

 200 km. blev for mig det hårdeste, da jeg på grund af småskader ikke fik trænet, men måtte køre det på rutinen. De første 120 km gik nogenlunde, da der var en pæn medvind. Så blev farten skruet op. Jeg blev sat, og måtte køre de sidste 60 km. i modvind af kulingsstyrke. Jeg kørte selvfølgelig forkert, var dødtræt og, viste det sig, temmelig dehydreret. Der fik jeg for første gang en forsmag på, hvad der var i vente. Jeg måtte sætte mig i grøftekanten, tælle langsomt til 10, og overveje situationen. Kortet blev studeret, hvis jeg fulgte en parallelvej kunne jeg komme på rette spor igen. Men det var drøjt, kun at kunne drive cyklen frem med 8 – 10 km’s fart. Målene blev nedjusteret til at tage 5 km af gangen. Det lykkedes mig at gennemføre indenfor tidsgrænsen.

Før 300 km. havde jeg på grund af pres på arbejde, sagt til min kone at jeg opgav. Dagen før løbet blev jeg dog irriteret på mig selv, fandt ny energi og stillede op alligevel. Selv om løbet blev kørt i lidt regnvejr var det dog alligevel en dejlig tur. Tiden for de 300 km. blev ikke ret højere end tiden for 200 km.

400 km. med start fra Støvring blev kørt op langs østkysten til Skagen, ned langs den Nordjyske vestkyst over Løgstør til Støvring. En herlig tur, hvor jeg spiste på restaurant 2 gange.

600 km startede kl. 22, om fredagen også fra Støvring. Her prøvede jeg for første gang hvordan det var at køre om natten. Turen gik til Hanstholm, ned langs kysten, over Lemvig, til Thorsminde, Ulfborg, over Trehøje, Skive og Støvring. Her holdt vi efter 400 km. en pause på 1½ time, hvorefter vi kørte mod Løgstør og ned mod Viborg. Terrænet er her på en strækning over 60 km. kuperet, jeg var flere gange ved at slippe, men hang på med det yderste af kræfterne. Viborg blev nået ved 22 tiden om aftenen, nu var der kun 100 km. tilbage. Adskillige begyndte nu at få søvnproblemer, så det var med at holde afstand. Heldigvis skete der ingen uheld. Turen var efter 28 timer slut, og kvalifikationen til PBP var sikret.

PBP køres i august måned, med start i Sant Quentin En Yvelines,

en forstad til Paris, der ligger nærved Versailles slottet.

Løbet startes man. aften med mulighed for at starte kl. 20  kl. 22 eller kl. 05 morgenen efter. Jeg havde valgt at starte kl. 22.00, for med dette starttidspunkt måtte man bruge 90 timer. På de andre tider må man bruge 80 eller 84 timer. Om søndagen skulle vi til kontrol med lygter og refleksvest, derefter cyklede vi en lille opvarmningstur på 30 km. Dejligt at få rørt benene efter busturen derned. Mandag formiddag kørte vi en prolog på ca, 40 km. Flot syn at se over 100 danske ryttere i ens trikot, noget der gav anledning til mange blikke fra andre landes deltagere. Resten af dagen gik med afslapning og opladning til starten om aftenen.

 Løbet blev startet under stor applaus fra de mange tilskuere langs vejene, ordene ”bon courage” (stort mod, held og lykke, god tur) blev råbt utallige gange. Jeg havde kanonben, og kørte fra gruppe 3 til gruppe 2 og op til 1´gruppe i løbet af de første 40 km. Her sad jeg med et stykke tid indtil min saddel gik løs. Der var ikke noget at gøre, jeg måtte holde og få den spændt fast igen.

 Jeg nåede at komme med tredje gruppe igen, inden min saddel atter gik løs (dårligt arbejde). Den fik et ekstra vrid og kunne forhåbentlig holde nu. Jeg faldt nu ind i en roligere rytme, og kørte sammen med nogle amerikanere. Efter ca. 80 km’s kørsel opdagede vi, at vi var kørt forkert. Vi måtte køre 5 km. retur, inden vi fandt den rette vej igen. Kørsel ned af de store bakker om natten med 65 km. i timen er en speciel oplevelse. Man sigter efter det røde lys fra den forankørende og håber han bliver på vejen. Samtidig er langt de fleste franske veje temmelig hullede, så det er bare ned i styret, holde fast når hullerne slår igennem og ellers fingrene på bremsegrebene. På opkørslerne måtte man være forberedt på at skifte gear jævnligt, da man ikke kunne se hvor stejle og lange, bakkerne var.

Jeg var nu løbet tør for væske, var tørstig og bange for at dehydrere. Efter en lang

 stigning (en af dem hvor man hele tiden håber på, nu må den da slutte), hvad stod der så efter bakken? Såmænd en gruppe franskmænd, der kl. 04.00 om natten udleverede drikkevand. Cyklen blev stoppet og der blev tanket op.

Hen på morgenen kom vi til det første kontrolpunkt, hvor man fik stemplet sit kort. Samtidig med stempling af kortet, blev et magnetkort vi havde fået udleveret, kørt igennem en kortlæser. Kortets data med tidspunkt blev overført til internettet, hvor de der havde lyst, kunne følge hvornår man passerede de forskellige kontrolpunkter. Der skulle dog helst ikke være et ”A” på skærmen, da dette betyder at man er udgået.

Min kone hjemme i Danmark mente at jeg dovnede på et tidspunkt, da der gik rigelig med tid mellem to kontrolsteder, men der skal jo også soves indimellem.Temperaturen steg op af formiddagen så de lange ben og ærmer blev smidt.

Jeg blev kørt ind af en pige.

Hun spurgte på engelsk hvor jeg kom fra, jeg svarede på engelsk, og hun svarede ” nei, er ni fran Danmark”.  Jeg kørte i den officielle PBP trikot så hun mente jeg kørte incognito i stedet for at have den flotte danske trikot på.

 Det viste sig at hun kom fra Sverige, var begyndt at cykle for 1 år siden (respekt). Vi fulgtes nu over ca. 80 km. jeg trak opad, hun var tung nok til at cykle rigtig stærk nedad, men efterhånden fik jeg bedre ben og sagde farvel. Det var min plan at nå så langt som muligt mod Brest og det gik rigtig godt derudad. Jeg kørte den ene gruppe efter den anden op, var rigtig flyvende, men hovmod står for fald og hen under aften begyndte jeg at fryse. Jeg satte mig i grøften for at tage ben og ærmer på. En franskmand kom hen til mig og fortalte at der ikke var kommet mange forbi.

Vi snakkede lidt frem og tilbage, fik os et godt grin da jeg fortalte, at der var en´ der var på vej til Brest på løbehjul.

Da jeg ville køre videre blev jeg klar over at der var udsolgt, jeg var sukkerkold og havde ikke mere væske. Mine planer blev revurderet, jeg listede stille de sidste 30 km. ind til Loudeac og fandt frem til vores bus for at sove.

 Kl. 04:00 blev jeg vækket, var ikke rigtig sulten, kom i tøjet og kørte. Der kom mange cykler med lys imod mig, men ingen råbte ”Wrong Way”. De kørte stærkt og jeg blev klar over, at det var de hurtigste, der var på vej tilbage mod Paris, dvs. de var mere end 200 km. længere fremme end jeg på dette tidspunkt, ret imponerende.

 Jeg var blevet sulten og frøs, fandt en cafe´, der var åben. Ryttere lå på fortovet og sov, indenfor sad der adskillige og sov. Jeg fik te og nogle croissanter med marmelade, fik varmen og kunne køre igen. Det blev hurtigt varmere, men med varmen begyndte mine fødder at hæve, så jeg tog mine sokker af. Det hjalp, men nu begyndte der også at komme siddesår og varmeknopper i skridtet. Varmeknopperne gik der ret hurtigt hul på, så når jeg løftede op i bukserne hang de fast. Før Brest var der et egentlig bjerg der skulle bestiges og som havde en rigtig flot nedkørsel. En franskmand der var ude at træne spurgte om jeg skulle trækkes til Brest. Den var jeg med på, og med 35 km. i timen gik det derudaf.

 Ind i Brest over den flotte bro med udsigt til atlanterhavet , palmer og duften af pinjetræer. Op til kontrolpunktet. Her fik jeg købt buksefedt og fik et bad inden turen gik tilbage mod Loudeac.

Jeg fik selskab af en gruppe hvor der var en tandem iblandt og jeg skal hilse at sige at sådan en kan få fart på nedad. Faktisk fik jeg efter 650 km. kørsel, en rigtig god gang intervaltræning, vel at mærke nedad bakke. På bakketoppene rejste tandemparret sig op, trådte igennem og så var det ellers bare med at komme på hjul med 65 i timen. Vi slappede så af på opkørslerne. Efter en times tid holdt tandemholdet pause og jeg fortsatte.

Buksefedtet jeg havde købt i Brest virkede godt, mine siddesår gjorde ikke så ondt mere.

En lille gruppe franskmænd blev kørt op 25 km. før Loudeac, sammen med dem kom jeg igennem en lille by, hvor der var fest, musik, klappen, jeg rejste mig og trådte en spurt, og fik på den konto ekstra klappen. I gruppen var der en rigtig pedaleur, hvilken teknik, det var en fornøjelse at se hvordan han gled gennem terrænet. Det var blevet mørkt, lygterne blev tændt, jeg tog teten ned ad en bakke. Min lygte var løs og pludselig sad jeg med den i hånden. Det var nu ikke særlig sjovt at køre nedad en hullet vej med en hånd på styret og lygten i den anden, så jeg fik farten taget af. Ved 11.00 tiden blev Loudeac nået. Jeg gik over og fik massage, det gjorde ondt, men var alligevel dejligt.

Kl. 04.00 om morgenen blev jeg vækket, fik lidt mad og kørte videre. Det var hundekoldt, kort efter mødte jeg John, vi kørte sammen et stykke tid, han havde set at temperaturen var på 7⁰ . Vi talte om at vi endnu ikke havde mødt hemmelige kontrolposter, og så var der en´. Vi kørte ind, jeg frøs og ville have varmen, John kørte videre. Der var suppe på kontrolstedet, så det varmede godt. På den anden side af bordet sad en amerikaner. Hun sagde ”I take a nap” og bum, lå hun med hovedet nede på bordet. Videre kom jeg til at køre sammen med 4 unge italienere, de havde ingen oppakning med. Det viste sig dog, da vi nåede kontrolstedet Tinteniac, at deres forældre holdt klar med forplejning og servicering af cykler mm.

Jeg havde nu kørt 860 km og det kunne godt mærkes. Samtidig var temperaturen steget til 30⁰ og som dagen før måtte jeg køre uden

 strømper. Et stykke kørte jeg sammen med 4 danskere, som havde fulgtes ad hele vejen. Tempoet var en anelse for højt for mig op af bakkerne, så jeg slap dem. Et godt stykke oppe ad en hård stigning opdagede jeg hvorfor jeg ikke kunne holde deres hjul, jeg kørte på en siver. Det var en situation, hvor jeg pludselig forstod, hvorfor man kan finde på at smide sin cykel langt ind på en mark. Heldigvis var det udfor en majsmark, så cyklen kunne jo ikke ryge langt ind på marken, derimod var der skygge, jeg satte mig i grøftekanten, træt og udmattet.

En amerikaner kom forbi og spurgte i forbifarten ” Are you okay?” Da jeg ikke svarede, spurgte han en gang mere, i højere tonefald. Endelig svarede jeg og han kunne køre videre. Det viser noget om det hensyn, man viser hinanden. Langsomt fik jeg skiftet slange, og fik cyklen i gang igen. Det hjalp at få ny slange i, cyklen rullede igen godt derudaf.

Jeg kom nu til at køre et stykke vej sammen med de unge italienere fra dagen før, sjovt at høre hvordan de snakkede hele tiden. Jeg havde nu mistanke om at det var for at holde hinanden vågne. Det var nu blevet mørkt, og natten er altså mørk i Frankrig. Vi var på vej mod Mortagne au Perche, en by der ligger på toppen af et mindre bjerg, selvfølgelig røg min kæde af, da der skulle skiftes ned på den lille klinge. For anden gang den dag havde jeg lyst til at smide cyklen langt væk. Dødtræt måtte jeg stå der i mørket og sætte kæde på, men cyklen kom da i bevægelse igen. Så troede jeg at jeg var kommet op på toppen, næ nej, der var altså lige 5 km. mere. Vel ankommet  købte jeg en soveplads. I en hal var der anbragt madrasser, jeg tror mindst 500. Man får anvist en plads og efter et sindrigt system kan man bestille vækning. Jeg blev vækket kl. 03.30 , det var interessant at se hvordan folk sad med et tomt blik. Ja nærmest i trance stirrede de mod endemålet, når de blev vækket. Gad vide om man så sådan ud selv?  

Jeg gik over for at få noget at spise. Her sad folk pakket ind i overlevelsestæpper og sov, nogle havde bestilt vækning via deres mobiltelefon. Lisbeth Glymov fra vores rejseselskab gik rundt i spisesalen. Ihukommende gårsdagens kulde om morgenen, fik jeg fat i hende, så hun kunne åbne bussen så jeg kunne få en overtrækstrøje. Iført denne kunne jeg begive mig ud på de sidste 150 km..

Det var dejligt at få trøjen på, jeg havde overskud til at betragte rytterne omkring mig. Nogle kørte i shorts og korte ærmer i 7⁰ varme, nogle havde trukket nylonstrømper på. Det æstetiske omkring behårede ben i nylonstrømper skal jeg ikke udtale mig om. Rundt omkring lå ryttere i vejkanten og sov, de lignede mumier sådan som de var pakket ind i overlevelsestæpper. Jeg fik fortalt, at en rytter var set sovende med sin cykel og skoene i pedalerne. Adskillige ryttere havde søvnproblemer og krydsede frem og tilbage på vejen, så det var med at passe på når man overhalede. Jeg nåede frem til Nogent le Roi, det sidste kontrolsted før mål.

Der var nu kun 58 km. tilbage, jeg følte mig frisk. Ind mod Paris falder terrænet, vinden var i ryggen og solen oppe, så det gik derudaf. Jeg fulgtes med et par små søde spanske piger, op ad af bakkerne fløj de, nedad kunne jeg føre. Vi kørte gennem meget skov. Her var en af de stejleste bakker (lignende Munkebjerg), på toppen stod der franskmænd, som klappede og ringede med klokker. Jeg skulle ikke ned og trække cyklen, så det blev i laveste gear og langsomt op. Ind mod mål skulle der passeres mange lyskryds. I et af dem holdt en motorcyklist, han mente at 1225 km. på motorcykel var langt, på cykel var det ufatteligt langt. Imponerende præstation, mente han, og hilste af med ”bon courage”. I målområdet var der mange mennesker der klappede og hujede: Hvilken modtagelse, op af rampen og ind for at få det sidste stempel i sit kort. Løbet var gennemført, der blev også fældet en lille tåre af bevægelse. John stod klar med et tillykke. Det var stort, meget stort.

Vi gik over og fik en øl sammen med de andre danskere. Der var mange der var kommet i mål omkring de 85 timer. Jeg var nu med i den lille skare danskere, der har prøvet, og gennemført strabadserne i ”helvedet vest for Paris”.

                      Så gik det hjem på hotellet, i bad, sove et par timer og ud for at spise om aftenen. Dagen efter kørte bussen mod Danmark med en flok trætte, men glade cykelryttere, der havde en stor oplevelse fælles.

Highlights : Cykelløb i et land hvor bilisterne tager meget hensyn, lastbiler på hovedvejen der skal krydses, holder tilbage, børnene der rækker vand ud, byer der fester fordi der kommer cyklister kørende, forretninger hvor du ikke skal betale, bare fordi du deltager i et cykelløb, cykelsnak med mennesker fra mange forskellige lande, det røde lys fra hundredvis af lygter der slanger sig gennem natten, sovende ryttere, den flotte indkørsel til Brest, myldret af ryttere ved kontrolstederne, at passere målstregen.

Hvorfor: Fordi løbet eksisterer

Højdemeter: 10.000

Hårdhed: 800 km. i terræn som bakkerne ved Spjald mod Holstebro + 4 gange fjorden rundt. Eller 2  gange La Marmotte + 8 gange fjorden rundt.

Pris: ca. 10.000 kr.

Rejse: Aktiv cykelrejser

Epilog: 14 dage efter sover mine fingre og tæer, en tånegl er ved  at falde af, udtørrede læber er ved  at hele op, de 2 kg. jeg tabte er ikke kommet på igen, min energi er ved at vende tilbage, oplevelsen sidder stadig i mig.

Knud Langelund

                                                   Rhodos 2006.

Sommerens ferie gik til Rhodos, den største af de Dodekanesiske øer, den ligger kun 18 km. fra den Tyrkiske kyst overfor Marmaris.

Rhodos er 78 km. lang og 36 km. bred, der er bjerge på midten op til 1200 meter, til sammenligning er Alpe De Huez 1850 meter, så hjemmefra ser det lovende ud, der skulle nok være mulighed for en lille cykeltur.

Vi var dernede i uge 25-26 så der var ikke så varmt, ”kun” ca. 30-35 grader, vi boede helt ned til vandet i Ialissos ude på vestkysten, 8-10 km. fra Rhodos by.

Det blæser næsten lige så meget som i Vestjylland, så det er til at holde ud.

Efter nogle dovne dage i solen, og de eneste muskler man har brugt er svømmemusklerne, og dem til at tygge Græsk salat med, er det på tide at få rørt sig lidt.

Jeg har lyst til at bestige bjerget Filerimos der ligger lige bag ved Byen, på toppen ligger en gammel fæstning fra de dage hvor Korsridderne var på Rhodos.

Git og Mia vil gerne med, men ikke lige i dag og heller ikke lige i morgen

En aften vi er på byvandring kommer vi forbi Albatross Moto Rentals, som også udlejer MTBer,

Det er som regel en farce, når jeg skal leje cykel sydpå, det var det også denne aften, det første de spørger om, er om jeg er Hollænder, og så om jeg spiller basketball, jeg svarer nægtende på begge spørgsmål, og så går jagten ind på den cykel der har den længste saddelpind.

Der bliver skruet og lånt fra alle de andre cykler, og vi finder frem til en der er rimelig, hvor styret også er nogenlunde højt oppe. Den vil de stille til side til næste dags morgen.

Prisen er 5 euro for en standart MTB, og 6 Euro for LUKSUS udgaven, jeg ved ikke om den lange saddelpind er LUKSUS, for den jeg valgte kostede selvfølgeligt 6 Euro selvom de andre, havde betydeligt mere udstyr, blandt andet skivebremser og affjedring alle steder, nå, det er under en halvtredser for en hel dag, så det er billigt

                     Clearmont i selskab med et andet ærværdigt køretøj, mens jeg ser på vingård.

Næste morgen iført Klubdragten fra Skjern Cykle Klub, sandaler, og kasket, møder jeg op hos John Kitrinas, som ikke så overraskende har undladt at sætte den udvalgte cykel til side, så vi finder en anden og jeg får anvist ruten ud af byen op mod bjerget.

Skønt! sådan en tidlig morgen inden det er alt for varmt, at cykle stille og roligt gennem de skyggefulde gader, og indsnuse morgentravlheden hos de næringsdrivende, jeg tror de arbejder næsten i døgndrift, lukker sent og åbner tidligt.

Forbi en del af byen som vi ikke har set på vores gåture, ud på landet hvor markerne er høstet for længst, og hvor Cikadernes kii-kii-kii lyder utroligt højt i ørene.

Her er varmt! men fartvinden gør det tåleligt, kører forbi en rideskole, det skal jeg huske at fortælle derhjemme, måske det kan lokke dem på cyklen, når ud til bjerget, og begynder opstigningen, snart springer sveden og vejrtrækningen bliver hivende, nu hvor det går opad, passer cyklen ad H…. til

Sikke flotte blomster i vejsiden og sikken en flot udsigt over byen og havet, opad igennem rigtige serpentinersving, bliver overhalet af nogle busser og Scootere, de ser medlidende på mig.

Jeg nyder det.

Oppe på toppen kan man gå til højre under en allé af træer, ca. en kilometer hvor der med jævne mellemrum står skulpturer der illustrerer de forskellige scener fra Jesus vandring til Golgata.

Grækerne er meget troende, og nogle kysser skulpturerne, og slår korsets tegn.

For enden kommer man ud i det fri, her står der et 13. meter højt kors i beton, man kan komme op i det og nyde udsigten, jeg bliver nede og går rundt på et plateau, hvor der er en fantastisk udsigt til Ialissos, havet, bjergene, og lufthavnen, skægt når man kan se ned på fly der lægger an til landing.

Går man ligeud når man kommer op på bjerget, ligger der et lille befæstet kloster fra Korsriddertiden, de var her kun i lidt over 200 år, men fik bygget en masse fæstningsværker over hele øen, det er ved at blive renoveret med en blanding af skydeskår og mosaikgulve fra den tid hvor Romerne regerede her, lidt blandet men det må det jo være når så mange forskellige kulturer har hersket over Rhodos.

Så er det nedad, svalende men lidt nervepirrende gennem de skarpe sving på en cykel jeg ikke kender og passer til, jeg tænker det er vist godt pigerne ikke tog med alligevel, jeg nævner ikke noget om nedkørslen, så vil Git ikke med, det er sikkert.

På kortet har jeg set at man kan dreje fra et stykke nede og cykle mod Rhodos by, det prøver jeg og kommer på grusvej nogle kilometer gennem skov og krat, der er spredte bebyggelser der mest af alt minder om mini lossepladser, Cikadernes larm og heden er frygteligt.

Kommer endelig ud til en asfaltvej igen, og kører mod Rhodos, her er der flotte landhuse og små hyggelige byer, jeg ved ikke rigtig hvor jeg er, så god er kortet heller ikke og Græske skilte er svære at læse, men jeg ryger ind på en voldsom stigning efter byen Tris.

Målet er Rodini parken, som efter Politikkens rejsebog, skulle være et besøg værd, jeg når til Rhodos by, og spørger om vej, Pigerne ved ikke rigtig hvad jeg mener, og det kan jeg godt forstå da jeg når frem og kikker ud over et stort afsvedet område der minder mere om en dansk brakmark end en gammel Italiensk have.

Ned på kystvejen og hjemad igen, her er det svalt, men jeg ligner en kogt Krebs da jeg kom op på terrassen til frokosten, der er efterbrænder på.

Jeg har måske kørt 20-25 km. og det har taget godt 3 timer.

Efter yderligere nogle dage med daseferie, får jeg lyst til at forsøge mig på Rhodos største bjerg, men det fordrer en cykel der passer bedre til mig, vi søger forskellige muligheder men det er ikke til at opdrive en MTB til voksne.

Jeg klager min nød til John Kitrinas, som fornemt tilbyder at låne mig sin egen cykel, af mærket ”Clearmont” hvis du tror det er noget særligt, skal jeg lige beskrive John, han er ca. 160 cm. høj og vejer omkring 180 kg, så det er ikke nogen udpræget sportscykel, som du kan se på billedet.

Han siger han har udskiftet alle bevægelige dele, og den er i tip top stand. Hvorfor hans private cykel har udlejningsnummer 21 malet på stellet vides ikke, det er også ligegyldigt for sadelpinden er høj og styret kan sættes højt op.

Jeg spørger om vejen til Bjerget er god, han vil ikke anbefale at jeg kører dertil, for hvis jeg får problemer henter han mig kun i en radius af 20 km. I stedet anbefaler han en tur til Sommerfugledalen, vi har været der på en dagtur hvor vi havde lejet en bil, der er smukt og der følger ikke værktøj, lappegrej eller pumpe med til lejemålet.

Jeg ser lidt på kortet og beslutter så i stedet at køre ind omkring dalen af små veje.

Starter med at køre af kystvejen mod syd, forbi lufthavnen, her er meget trafikeret så det er rart at komme ind på en lille vej i byen Soroni, jeg drejer ind her fordi der er et skilt der viser vej til et Kloster, jeg har ikke noget fast mål, så jeg kan lige så godt tage de attraktioner med jeg kan få.

Her står alt stille, luften, heden, lyden, alt græs er gult, men der er frodigt nok, flotte buske med blomster i alle farver, grønne træer, hver gang jeg passerer et træ lyder det kii, kii, kii.

Her er masser af Olivenlunde, der vandes af ældre mænd med læderhud.

Klostret finder jeg ikke, men en skøn lille by ved navn Soulas, lige inden byen starter er der en drabelig stigning, så stejl at der er riller i beton belægningen for at bildækkene kan få ved, Clearmont vil ikke rigtig ned på den mindste klinge foran, så jeg må slå et slag ind på benzinstationen for at komme i gear og få et tilløb.

Det er en rigtig soveby, hvor man nikker pænt til mig når jeg kører forbi, på toppen er der et skilt der peger mod Sommerfugledalen, jeg holder en strategisk ”fotopause” og får noget vand og luft.

                                                   Bemærk citronerne og de flotte buske.

God asfalt, og kun ringe trafik, kan man ønske sig mere, ja måske at vandet i rygsækken er lidt koldere.

Jeg kører gennem en granskov, hvor man kan se på de sort sværtede stammer at der har været brand, mærkeligt nok lever træerne videre.

Kommer forbi den lille fabrik der tapper vand på flasker til store dele af de Græske øer, her på Rhodos er der masser af vand, og man kan faktisk drikke af vandhanerne uden fare for helbredet.

Når frem til Sommerfugledalen af bagvejen, jeg har vandret gennem den på vores tidligere besøg, man starter på midten hvor billetterne købes, følger et vandløb der løber ned over klipper og trærødder, her er meget frodigt, mest på den øverste del.

Sommerfuglene bliver der færre og færre af, man mener det er fordi turisterne ikke kan lade dem være, det ser jeg grelle eksempler på, sommerfuglene ser ikke ud af meget når de sidder stille med sammenfoldede vinger, og mange gav deres børn lov til at smide sten på dem for at få dem til at lette!

Videre opad, på toppen ligger der en lille Kirke, på pladsen sælger de friskpresset appelsinjuice og en ”very special Greek Salat” jeg nyder udsigten lidt, og kører nedad, men nedad varer som regel ikke ret lang tid, så går det opad igen.

Clearmont og jeg når op på et udsigtssted hvor vi nogle dage forinden sad og nød udsigten med en kop kaffe.

Nedad igen, nu går det lige stærkt nok, nogle steder er der autoværn, men hvad skal det hjælpe hvis jeg mister kontrollen, så der bliver bremset igennem, først sparer jeg lidt på forbremsen for ikke at stå på hovedet, men det må jeg opgive da bagbremsen slet ikke kan holde ”dyret” jeg bliver lidt nevøs da flere geder dukker op på vejbanen, bare de når at flytte sig, for jeg får ikke bremset ned.

Det gør de heldigvis, gad vide om man kan køre en MTB gennem en ged uden at vælte?’

Når ned til byen Maritsa, her er en meget doven atmosfære på Torvet, jeg kunne godt bruge noget vand, men det ser ud som om der er middagslukket, nå men jeg tror også det går nogenlunde nedad resten af vejen mod kysten, … det gør det IKKE.

Uden for byen, går vejen stejlt opad igen, laaaaang tid, jeg har bare tæer i sandalerne, tæerne sejler rundt i eget sved, så jeg føler ikke jeg har ordentligt fodfæste, det er varmt, meget varmt, men jeg er ikke utilpas på noget tidspunkt, drikker det sidste vand, det smager som Te, er i hverttilfælde lige så varmt.

Der er meget øde, og det er godt for det går rigtig meget nedad nu, og jeg tør ikke bremse mere end jeg gør, så jeg skærer et hjørne her og der.

Jeg er nervøs for om fælgene bliver så varme at de sprænger dækkene, det har jeg oplevet på Samos.

Det er ikke rart, så nu ønsker jeg mig en meter og tres høj, så jeg kunne leje en af LUKSUS cyklerne med skivebremser både for og bag.

Clearmont får mange pauser, og fælgene er meget varme, men hun er en rigtig bjergcykel, vant til byrder, og holder til strabadserne.

Stille og roligt ned mod Kysten, finder et stort Supermarked på Kystvejen og får købt noget vand og en is, selvom der er dejligt køligt indenfor sætter jeg mig udenfor i skyggen og lader kroppen afkøle lige så langsomt.

Jeg har måske kørt 30-40 km. og det har taget omkring 5 timer.

Rhodos er en dejlig Ø, flinke mennesker og et dejligt klima, der er rig mulighed for cykelture, jeg så også nogle på racercykler, der er god asfalt.

Det kræver bare at man kan tåle varme, helt perfekt hvis man kan få sin egen cykel med.

Rhodos er god for drenge der vil se på Ridderborge mens pigerne går i tøjbutikker.

God sommer,

Bent Olsen.

    3 timer efter en cykeltur!